Konkurrenceregler

Er du klar til at videreføre missionen om en sundere livsstil til en masse gode mennesker? Og har du ressourcerne til at bringe Projekt på Vægten til din by eller dit område?

Så lad os lige få etableret nogle grundregler…

 

Konkurrenceregler

Regel nummer 1: Projekt på Vægten skal være sjovt!

Til tider må det også gerne være hårdt. Men primært sjovt, og der skal være plads til alle. Også dem, der kan have det svært med motion.

 

Regel nummer 2: Vinderen er det hold, der opnår det største vægttab (målt i indeks)

Folks vægt er et privat anliggende. Derfor måler vi i indeks og ikke i kilo. Det gør også konkurrencen mere fair. I konkurrencen er indeks den synlige faktor, så man kan følge med i egne og andres resultater.

 

Regel nummer 3: At vinde er ikke det vigtigste

Nok er hele Projekt på Vægten bygget op som en konkurrence. Dette er for at motivere holdene til at give den en ekstra skalle. Men i virkeligheden handler det ikke om at vinde præmier. Det handler om, at alle deltagerne sammen skal finde glæden og gejsten til at føre en sundere livsstil – også efter forløbets afslutning. Alle, der oplever sundhedsmæssige forbedringer, er vindere.

 

Regel nummer 4: Alle kan være med!

Dit udgangspunkt betyder ikke noget. Det er de positive forandringer, du tilfører din hverdag, der tæller. Gør det for at få ekstra energi, for et sundere helbred både fysisk og mentalt, og for de nye og stærkere venskaber, du kommer til at opbygge. Gør det for dig!

 

Kom snydepelse i forkøbet

Vi regner med, at alle deltagere støtter op om en fair og ærlig sportsånd. Men for at være på den sikre side og komme snydepelsene i forkøbet, har vi opsat nogle specifikke rammer. Der er trods alt værdifulde præmier på spil, og de skal gives til dem, der virkelig fortjener det.

 

1. Indvejningen foretages af officielle hjælpere

Alle deltagerne skal til en officiel indvejning. Det foregår som en registrering, hvor alle får udleveret en indvejningsseddel, og vejningen foregår på opstillede vægte. Ved hver vægt skal stå en officiel Projekt på Vægten-hjælper. Vedkommende kontrollerer og noterer deltagernes vægt og sørger for, at hele processen forløber korrekt. Derefter har vi holdenes Indeks 100.

 

2. Mellemvejningen registrerer deltagerne selv, men…

Bliver der under forløbet afholdt en eller flere mellemvejninger og delkonkurrencer, er det deltagernes eget ansvar at gå på vægten og udregne deres nye indekstal, som gruppernes holdleder derefter sørger for at registrere. Vinderne af delkonkurrencen skal dog møde op til en officiel vægtmåling for at sikre, at de nu også har gjort sig fortjent til at blive hædret for deres store indsats og sunde bedrifter.

 

3. Har man sprunget en delkonkurrence over, kan man ikke deltage i den næste

Er der en eller flere mellemvejninger og delkonkurrencer i løbet af dit Projekt på Vægten, er vinderne dem, der har opnået de største forbedringer (vægttab målt i indeks) fra gang til gang. Ved Delkonkurrence 3 er vinderne altså ikke nødvendigvis dem, der samlet set har bevæget sig ned på det laveste indeks – men derimod dem, der har lavet det største spring siden Delkonkurrence 2. Springer man én mellemvejning/delkonkurrence over, er det altså ikke muligt at deltage i den næste, da man ikke har nogen tal at sammenligne med.

 

4. Udvejning kan være et samlet arrangement

Det er op til arrangøren, om der skal være en samlet udvejning. Men i hvert fald skal vinderne til kontrolvejning. Ligesom vinderne af delkonkurrencerne. I princippet behøver ingen andre at lade sig kontrolveje.

 

5. Usikkerhed ved kontrolvejning

Man skal være opmærksom på, at vægte kan vise forskellige resultater. Derfor kan kontrolvejninger af vinderne vise udsving. Bruger man digitale vægte er der sjældent nogen stor forskel. Vi anbefaler, at holdene enten benytter vægte, som arrangøren kan udleje, udlåne eller sælge. Bruger man egen vægt, kan det være fornuftigt at tjekke forskellen, straks man kommer hjem fra indvejning. Det er en informationsopgave. Det er altid arrangøren som beslutter hvem der er vinder, især hvis der er meget tæt løb mellem de førende hold.